Så sidder jeg, som jeg så ofte gør en smågrå lørdag med en smule hovedpine og en vandflaske ved min side, det er her at jeg kaster mig frådende over en film eller to. Min veninde sagde til mig at jeg skulle se Where The Wild Things Are. Jeg var slet ikke opsat på at se filmen, da jeg egentlig syntes at traileren var en smule lam, men flot, så jeg tænkte, jeg giver den en chance. Så jeg satte mig til rette, viklet ind i min kolosal store dyne og satte mine høretelefoner på. Starten var irriterende syntes jeg, men pludselig blev jeg grebet af den store kærlighed filmen indebar. Det endte med at jeg til sidst trillede tårerne ned af mine kinder. Jeg var virkelig rørt. Døm selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar