I går aftes, havde jeg fornøjelsen af at spise fantastisk mad og grine en hel masse, sammen med nogle fra min gymnasieklasse. Det var en af de der aftenener, som bare var helt perfekte i længde, fylde og højden. Det var en af de aftener, hvor man har du lyst til at knuse og kysse sine venner så hårdt, fordi det virkelig bare havde været gennem hyggeligt... med det sagt, så er det jo i morgen, altså i dag.
Og jeg vågnede op ved denne sang med Leonard Cohen, som jeg aldrig har kunne lide. Men den her sang giver mig lyst til at høre den vil højt mig bare råbe, når hun synger: so long marianne..
Det er en lys morgen i det indre nørrebro, blå himmel og solstref, søde roomie og spændende dag på universitet.
Jeg skal i skole lige om lidt, så, nyd sangen, og jeg håber du får en ligeså god morgen!
Jeg føler at det her er mit værelse... det er det (desværre) ikke. Men jeg har så mange bøger at læse, så mange opgaver at have styr på, så mange emails at logge ind på, så mange begreber jeg ikke kan forstå, så mange ordbøger konstant belærer mig, velduftende nye, smukke gamle, tunge og mindre tunge bøger... de fortæller skønne historier og får min hjerne til at vokse.
Det er meget underligt..... jeg har haft en god start på morgenen, en god formiddag og en tidlig eftermiddag.. men som jeg kører hjem i det magiske efterår, som både ser dejligt ud, dufter vidunderligt og er fuld af sjove mennesker at se på, finder jeg mig selv svæve ind i en fransk sorthvid film. Jeg fik en følelse af melankoli og en følelse af at jeg skulle lave noget kreativt. Jeg endte med at side og drikke en gulddame, ryge en hel masse smøger og hører sangene ovenover.
