people always leave, but sometimes they come back

Det er underligt, eftersom jeg var den første til at forsvinde for en længere stund, nu hvor andre er rejst og folk skal til at rejse får jeg ondt i maven. Jeg bliver virkelig bekymret. Det er underligt og urealistisk, at folk faktisk begynder at bevæge sig ud i verden. Min veninde der er flyttet alene til Berlin, en anden tager til New York et på måneder, en tredje tager seks måneder til Thailand. Det virker så snart det hele.. og det efterlader mig med en følelse af savn og ensomhed. Det mest underlige er at jeg også rejser, men sådan har jeg det slet ikke. Det er uhyggeligt at føle at nu går livet i gang og nu skal "voksen" livet til at begynde. Det gør mig virkelig bekymret. Jeg har lyst til at rejse og droppe mit studie, kun fordi jeg ikke vil efterlades.. er det dumt? Der sker så mange ting for tiden, og jeg føler ikke at jeg når at opleve halvdelen af hvad der sker, selvom jeg er på kontanthjælp. Hallo - jeg har masser af tid? Nyd det nu. Jeg har ikke fået gjort halvdelen af de ting jeg satte mig for. Måske er jeg bare pigen med de mange ideer, og en viljestyrke der er næsten ikke eksisterende. Jeg drømmer om at studere i udlandet, så ville jeg få det hele.... men alligevel.... det er de valg vi tager nu der for alvor danner de mennsker vi bliver til. Jeg får lyst til kaste op. Halv tømmermænds rus, halv væmmelse ved tanken. Vil jeg blive ved med at køre i de gamle spor som jeg, desværre, gang på gang falder tilbage i. De gamle fyre, de gamle dårlige vaner, de samme dumme valg og tanker. Min mavefornæmmelse plejede at være alletiders god, men nu, den gør bare ondt og tvinger mig til at bekymrer mig og græde de salte tåre jeg ikke har set længe